I 1864 var der mange danske mænd der blev sendt til Sønderjylland for at kæmpe i "Den 2. Slesvigske Krig" - også kendt som krigen i 1864. En af disse mænd var Christian Nielsen fra Ørslev. Under sin udstationering i Sønderjylland modtog Christian et brev fra sin tidligere skolelærer Christian Blum. Dette brev er bevaret til i dag og det skal vi kigge nærmere på her.
Her ses en del af brevet fra 1864, som Christian Nielsens efterkommere har opbevaret igennem flere generationer.
Christian Nielsen var født i 1838 og var derfor en af de unge mænd der lige havde den perfekte alder til i 1864 at blive sendt til Sønderjylland og deltage i krigen mod Østrig og Preussen.
Christian var nok lidt heldig idet han blev oppasser for en infanterikaptajn og derved måske undgik at blive sendt ud i de værste kamphandlinger.
Under sit ophold i Sønderjylland sender Christian et brev til sin tidligere lærer på Ørslev Skole - Christian Blum.
Christian Blum sender herefter et brev til Christian som svar. Det er dette brev der er bevaret frem til i dag og er genstand for denne historie.
Brevet er skrevet med gammeldags skråskrift og kan være svært at læse, men herunder kan du læse en tydning af det 160 år gamle brev.
Afskrift af Lærer Blums brev til Christian Nielsen
Til Soldat Christian Nielsen Ørsløv No 251.
Oppasser hos Hrr Kapitain Arentz,
Kommandeur ved 3die Infanteri Regiments 11te Batalion, ved Ekernförde.
Ørsløv begyndt d 13. og fuldendt d 15. Januar 1864.
Kjære Christian
Dit venlige Brev af 10de Dennes som i Dag med megen Glæde har modtaget, takker jeg Dig meget for, det er mig altid kjært naar jeg kan spare en venlig Tanke hos nogle af mine gamle Elever; thi der ere vist mange som sjeldent eller aldrig laaner mig en venlig Tanke, fordi de i deres Skoletid mente at de havde det forskrækkelig strengt, det opmuntrer mig altid lidt naar jeg mærker at der dog ere Nogle som skjønne paa at de have lært lidt, jeg faaer derved ligesom et svagt Haab om, at jeg ikke har arbeidet forgjæves. Hvad der især glæder mig mest kjære Christian, er den inderlige Hengivenhed til Gud, som jeg sporer af dit Brev, naar Du vedbliver at bygge Dit Haab paa ham, da kan Du trøstig gaae Din Gang og være rolig hvad enten Du skal staae eller falde, Du har vist havt saa mange Prøver paa hvorledes han har hjulpet Folk ud af de største Farer. Jeg kan ikke andet end med et oprigtigt Hjerte dele Dit Ønske "Gid vi havde Fred", det vilde lette betydeligt paa Forældres og Venners Hjerter her hjemme og det vilde være langt behageligere for Eder, Krigere, at vende tilbage til Eders daglige Gjerninger og lægge Eder til Hvile i en god, varm Seng, men indtil det kan ske, maa jeg dog opmuntre Dig til ikke at tabe Modet, maaske naar det seer værst ud at det kan blive bedst, jeg anseer det for ret heldigt for Dig at Du er blevet Oppasser, det er dog vist en ganske god Post.
Her gaaer det omtrent som da Du var her, kun at her bestandig reiser flere og flere Folk fra Byen, nu er gamle Hans, Hans Madsen, Tømmerens Hans, Niels Christianen og Din Søsters Mand Niels Madsen ogsaa indkaldte. Fra min Kone skal jeg hilse Dig, hun vil gjerne sende Dig et Par Strømper og dersom Du ved hvor Jacob Munk er saa vilde vi ogsaa sende til ham. Dersom Du faaer dette Brev vil Du saa ikke sende mig blot to Ord for at sige mig om jeg er sikker paa at hvad vi sende at det naar til Dig og om vi maa lægge det til Jacob i samme Pakke, om Du vil have Uleilighed med det. Din Fader er da rask, men Lars Christensens Jens er meget syg af en bulden Arm. Tak for Dit venlige Brev og lad mig se at Du er ved godt Mod. Du hilses venligst af min Familie og mig Din hengivne Lærer
C. Blum
Da her i Aften er Skole saa modtage Du en venlig Hilsen fra dem her er, ved at se deres Navne. Johannes Pedersen, Christian Hansen, Peter Jensen Smed. Jens Jensen.
I venstre margen - over 2. ark:
Gud give Eder en glædelig Svir og et lykkeligt Nytaar.
Ole Larsen, Johannes Olsen Smed, Peder Olsen.
Affotografering af brevet. Foto Henrik Sørensen.
Hvem var Christian Nielsen
Christians forældre havde et husmandssted i fæste på matrikel 44 i Ørslev. Det svarer omtrent til den nuværende adresse Ørslevvej 157.
Det må formodes at han vokser op her. Han går i Ørslev skole hvor han har Christian Blum som lærer.
Christian bliver konfirmeret i Udby Kirke søndag d. 18/4 1852. Præstens udtalelse i Kirkebogen var: "Kundskab og opførsel meget god".
Christian gjorde tjeneste ved "Den 2. Slesvigske krig", fra d. 12. december 1863 til d. 31. august 1864.
I 1877 ansøger Christian om at få tildelt erindringsmedaljen for krigen i 1864. På ansøgningen angiver Christian at han var militærarbejder og oppasser. Han oplyser også at han ikke blev såret i krigen, men at han var indlagt på Lazarettet i Sønderborg. Han har måske været indlagt med almindelig sygdom.
Da Christian vender tilbage til Ørslev ser det ud til at han arbejder som tømrer. Ved folketællingen i 1870 står han anført som logerende tømrer i sit fødehjem som nu er overtaget af hans søster og hendes mand.
Christian bliver husejer da han i 1871 køber huset på matrikel 90. Det ligger på den østlige side af hjørnet mellem Rørkærvej og Ørslevvej. Her får Arbejderforbrugsforeningen udsalgssted da den etableres i Ørslev i 1872 og Christian Nielsen bliver den første uddeler ved siden af sit arbejde som tømrer. Dette hverv bestrider han i 6 år, hvorefter Peder Hansen overtager jobbet som uddeler. Ved den lejlighed flytter udsalgsstedet til hans Peder Hansens ejendom, med nuværende adresse Ørslevvej 121.
Det kunne se ud til at Christian bygger et ekstra hus på grunden i løbet af 1870erne. Da Christian sælger sin ejendom i 1883 omtales det i købekontrakten at der er to huse på grunden. Det ene hus omtales som det gamle hus og det andet som det nye hus. Det beskrives endvidere at det nye hus er indrettet med et butikslokale. Det må være her Arbejderforbrugsforeningen har haft udsalgssted imens Christian var uddeler.
Det nye hus som Christian bygger er i øvrigt det hus der senere anvendes til Ørslevs telefoncentral. Huset bliver revet ned i 1978 eller 1979.
Dette foto er taget fra Kirketårnet ud mod Kirkepladsen. Der er ingen datering på billedet men det er med sikkerhed taget i perioden 1898 til 1915. Huset med markiserne i højre side af billedet er det hus som Christian Nielsen bygger og hvor arbejderforbrugsforeningen har udsalgslokale frem til ca 1878 . Til højre herfor helt ude i højre kant af billedet ses et lille hjørne af det hus der lå på grunden da Christian købte ejendommen i 1871.
Christian Nielsen køber i 1871 matrikel 90. Det er den grund der markeret med gult på luftfotoet. På dette tidspunkt er der et hus på grunden. Det er det hus der er skitseret med nr. 1 på luftfotoet. Det har formodentligt været et ældre stråtækt bindingsværkshus. Dette hus rives ned før 1925. Omkring 1876 bygger Christian endnu et hus på grunden. Det er det hus der er skitseret med nr. 2 på luftfotoet. Det er det hus hvor skomager Ole Rasmussen i en årrække havde værksted og hvor ældre ørslevborgere vil kunne huske at der var telefoncentral. Dette hus rives ned i 1978 eller 1979. Skråfoto 2023, Styrelsen for infrastruktur og dataforsyning.
I 1875 er Christian Nielsen med til at oprette Ørslev låne og sparekasse og han indtræder i sparekassens første bestyrelse.
Christian medvirker også ved byggeriet af Ørslev Andelsmejeri i 1887 idet han i samarbejde med en anden tømrer får entreprisen på tømrerarbejdet på byggeriet.
I 1891 flytter Christian med sin familie til Øster Egesborg. De lejer et hus af greven på Lilliendal og indretter her en høkerforretning.
I en alder af 77 år dør Christian i 1915 og hans hustru og en datter viderefører høkerforretningen i en del år derefter.
I 1891 flytter Christian Nielsen til Øster Egesborg med sin familie. De flytter ind i det hus der er markeret på luftfotoet. Huset eksisterer stadig på Øster Egesborgvej 5, 4735 Mern.
Hvem var Christian Blum
Lærer Blum fortjener lidt opmærksomhed. Han var lærer på Ørslev Skole i 45 år fra 1843 til 1888. Han var en mand der stod respekt om i byen. Udover sin lærergerning var han bl.a. kirkesanger og formand for Ørslevs sparekasse.
Christian Carl Anton Blum var muligvis den sidste lærer der havde rytterskolen som sin arbejdsplads.
Han blev født i Sorø d. 21. september 1820. Han tjente hos gartneren på Sorø Akademi og fik som tak en friplads på Jonstrup Seminarium. Herfra dimitterede han i 1843.
Herefter bliver han samme år antaget af Isak Petersen som hjælpelærer ved Ørslev Skole og må formodes at flytte ind i rytterskolens Lærerbolig.
Det er egentligt Isak Petersen der er antaget som lærer ved skolen, men da han samtidig driver en fæstegård og det er for stor en mundfuld både at være gårdmand og lærer, ansætter han for egen regning Christian Blum som hjælpelærer.
I 1848 bliver Christian Blum gift med Johanne Bernardine Henriksen. I de efterfølgende år får de 6 børn sammen.
Isak Petersen tager sin afsked som lærer i 1849 og overlader officielt lærerembedet til Christian Blum. Dette embede bestrider han indtil han går på pension i 1888.
I 1874 bygges der en ny skolebygning i Ørslev. Den kommer til at ligge ved siden af rytterskolen.
Det var en aflang bygning, hvor der indrettes en lærerbolig i midten og etableres et klasselokale på hver side.
Man må formode at Lærer Blum og familien flytter fra rytterskolens lærerbolig og over i den nye og formodentlig bedre lærerbolig i den nye skolebygning.
I 1888 anmoder Christian Blum skoledirektionen om at måtte gå på pension på grund af svagelighed. Dette bliver ham tilkendt. Frem til sin død i 1896 bor han på en ejendom som han har ladet bygge på en grund på Ørslevvej. Nuværende adresse er Ørslevvej 109.
Blumsminde 1910-20, Ørslevvej 109. Her boede lærer Blum de sidste år af sit liv. De to kvinder på billedet er to af Blums døtre.
Da lærer Blum går på pension i 1888, søges der med denne annonce, i avisen, efter en ny lærer til Ørslev Skole.
Comments