top of page
IMG_8179 (3)_edited.jpg

Tak til vores sponsorer, som har gjort tilblivelsen af Ørslev Byportal mulig.

01 Viking malt annonce pc.png
02 Ørslev pizzarestaurant annonce pc.png
03 Ørslev Zoneterapi annonce pc.png
04 Funtastic annonce pc.png
henriksoerensen

22. dec. - Bagergården

Opdateret: 23. dec. 2024

I mange år lå der i Ørslev en stor bager- og møllevirksomhed. Selvom nogle af bygningerne stadig eksisterer er der nok ikke mange af nutidens borgere i Ørslev, der kender historien om Bagergården.


En del af Bagergården og møllen. Fra Jan Munthe-Bruns samling.


Midt i Ørslev på adressen Ørslevvej 125 ligger en gammel ejendom kaldet Bagergaarden. På facaden ud mod Ørslevvej står stadig skrevet ”Bagergaarden 1878”.


Her er der blevet drevet bageri og mølleri i mange år. Man ophørte man med at male mel da møllen brændte i 1934.

 

Ejendommen er et 3 fløjet anlæg og bestod af en beboelseslænge ud mod Ørslevvej en vestlig sidelænge. Bagerst ligger en kort længe i hvis forlængelse der tidligere var en vognport og dernæst den store Hollandske mølle.

 

Bag møllen lå der en ladebygning.

 

Det har i sin tid været et stort foretagende. Udover at male mel på møllen, havde man også bageri, hvor man bl.a. med hestevogn kørte brød ud til kunderne.

 

Der har været flere ejere i perioden, men familien Sindahl er dem der ejede Bagergaarden i længst tid.


Det var en anden Mølleejer Jens Larsen der stod for at opføre de første bygninger på Bagergården. Han byggede som minimum stuehuset ud mod Ørslevvej i 1878. Han ejede i forvejen Ørslev mølle fra 1875 - 1884. Den stod på et af Ørslevs højeste punkter i byens østlige udkant.


Bagergårdens stuehuslænge som stadig ligger ud til Ørslevvej. Møllen anes i baggrunden.. Fra Jan Munthe-Bruns billedsamling.


Hvorfor han byggede huset står lidt hen i det uvisse. Måske ønskede han at indrette et bageri som han kunne drive sammen med sin mølle, eller også indrettede han et karetmagerværksted her. Det fortælles at skulle have haft et karetmagerværksted et sted på Ørslevvej.


Jens Larsen køber senere en parcel af sin fædrende gård i Ellerød og opretter landbrugsejendommen Ellerødshøj. Her indretter han et karetmagerværksted i kælderen under stuehuset og han opfører en lille mølle der skal drive maskinerne på værkstedet.

 

Frederik Adolf Sindahl og hustru Dorthea Sindahl Køber Bagergården i 1880.

De har haft et bageri i tilknytning til Staarby mølle i Øster Egesborg Sogn, men nu rykker de teltpælene op og flytter til Ørslev.


I de første år har de kun drevet et bageri fra ejendommen, idet Sindahl først bygger møllen i 1886. Måske har de indtil da haft et samarbejde med Jens Larsen om at få mel fra Ørslev Mølle.


Som nævnt bygger Sindahl møllen i 1886 og herunder kan du se møllens og gårdens indtegning i forsikringsprotokollen:


Aar 1886 den 29 November afholdes følgende Taxation til Indtegning i Landbygningernes Brandforsikring.


Ørslev Sogn, Ørslev By Matr. No 82c Fors: No 199 tilhørende Bager og Møller F A Sindahl.

d. En hollandsk Vindmølle i Nord bestaaende af:

a. Grunden af 2 stens hul grundmur af brændte sten 10½ Al i Firkant høj 10 Alen med betongulv og Bjælkelag med bræddeloft 1100 kr.

b. Skroget med 8 kantstolper 13 Al høj bygget af Tømmer beklædt med Brædder og Egespaan. Indelt i 3 lofter hvoraf 2 med Bræddegulv. 1900 kr.

c. Hatten bygget af Eg tægget med brædder og Egespaan. 700 kr.

d. Svandsen med Krøjeværk og Drejetøj med Katling.250 kr.

e. 28½ Alen Vindfang med Hækværk og Sejl. 450 kr.

Lateris 4400 kr.

 

Grunden 9 Al m D

f. En grynsorterer med tilbehør

1. ste loft i Grunden 9 Al m D

g. En Sigte med tilbehør

h. En skalgodssorterer

1. ste loft i skroget 10 Al m D

i. En 9/?? Skalkværn med Tilbehør

k. En staaende Axel af Eg 9 Al lang med stjernehjul og drev.

2. det Loft 8½ Al m D

l. En 8½ Grovkværn med tilbehør.

m. En 7½ do med do

n. Et knuseværk med do.

o. En staaende Axel af Eg 9 Al lang med stjernehjul og bomdrev

3. die loft 7 Al m D

p. En liggende Axel af Eg 7½ Al lang med Hattehjul og Perse.

q. En sækkevinde med Tilbehør

r. Omgangen af Brædder med Rækværk med liggere af Eg og Stivere af Fyr.

Fundamentet af Kampesten ænskedes iukke forsikret.

 

Endvidere taxeredes:

a.       Stuehus og Bageri i Syd. 12 fag, lang 28 ¼, dyb 11, høj 4 Alen. Opført af 1½ stens hul grundmur med Fyrre over tømmer og tegltag. Indrettet fra Øst saaledes: 8 Fag til 4 værelser og Boutik samtr Kjøkken og Bageri i 4 Fag. Bager ovn med dobbelte Hvælvinger af brændte Sten. 1+? og 1?? Skorsten af brændte Sten. Gibsloft i 3 værelser, bræddegulv i 4 værelser, kjøkken og Boutik. Cementgulv i Bageriet. Bræddeloft overalt. Loftet er indrettet til Kornmagasin. Ældre Bygning, men saa god som ny. Taxeres pr. Fag 315 kr.

b.       Stald i Nord ??? Tegltag 6 fag gl ??

c.       Lade i Vest do do 10 fag.

Fundamenterne, Bryggerskjedel, kakkelovne og komfur er ikke forsikret.

Grundris taget.

Ejendommen ligger 23 Alen fra Fors No 146 og Møllen ligger 55 Alen fra nærmeste fremmede Bygning.

Således haver vi forelagt denne forretning, som vi ?? med vor ed at bekræfte.

Ringberg, C Hansen og Hegelund Møllebyggere, F Sindahl.



Ægteparret fik 11 børn og nogle af drengene hjalp til med at male korn.

 

De boede i stueetagen i beboelseslængen ud mod Ørslevvej. Her havde Dorthea dækket op i et par stuer, hvor man kunne købe kaffe og friskbagt brød og kager.

 

En tragisk ulykke

Det har ikke været helt ufarligt at arbejde ved møllen. Det vidner nedennævnte ulykkestilfælde om.

 

Lørdag d. 5. november 1892 passer bagermester Sindahls næstældste søn Adolf Frederik Sindahl møllen. Han havde et tørklæde om halsen og da han bøjer sig frem mod langjernet ved kværnen, får dette fat i tørklædet, hvilket medfører at den unge mand bliver kvalt til døde i en alder af 16 år. Han bliver fundet af storebroderen.

 

Trods den ulykkelige hændelse lykkedes det familien at videreføre bageri og mølledrift indtil 1922 hvor Bagermester Frederik Adolf Sindahl dør. Herefter ser det ud til at sønnerne Ingemann Sindahl der er Møllersvend og Christian Sindahl der er bagersvend forsætter driften af bageri og mølle. Christian Sindahl køber tillige ejendommen fra sin mor i 1923.

 

Allerede i 1925 sælger Christian Sindahl bagergården til Aage Eduard Christian Bargsteen, som er bagermester fra Køge og så er Sindahl familiens æra på bagergården slut. I købskontrakten betinges det at Christian Sindahl efter salget ikke opretter bagerivirksomhed i Ørslev Sogn.

 

I 1931 sælger Aage Bargsteen Bagergården til Bagermester Harald Rasmussen der i forvejen ejer Masnedsund Brødfabrik

 

Møllen Brænder

I 1934 brænder møllen. Et øjenvidne beretter at det lignede et brændende kors da møllevingerne faldt ned. Møllen bliver ikke genopført. På et luftfoto der er taget få år senere ses at alle rester af møllen er fjernet.

 

I perioden efter branden må det formodes at Harald Rasmussen indskrænker Bagergårdens virksomhed til at være brødudsalg for Masnedsund brødfabrik og dette slutter formodentligt da han sælger Bagergården i 1944


Herunder kan du se en afskrift fra Næstved tidende med en omtale af branden.


Næstved Tidende d. 12. Februar 1934.

 

Møllebrand i Ørslev.

 

Er ilden paasat?

 

Lørdag Aften ved 8-Tiden slog Ilden ud fra Møllen ved Ørslev Bageri, tilhørende Bagermester H. Rasmussen, Masnedsund Brødfabrik.

 

Møllen

der i sin Tid ejedes af afdøde Bagermester Fr. Sindahl, blev hurtigt et rov for luerne, og den nedbrændte til Grunden.

 

Køresprøjten fra Baarse kom snart efter Brandalarmeringen til stede, men Møllen var da allerede et stort baal, saa der var med Hensyn til selve Møllens Brand intet at udrette.

 

Da Møllen i nogen Tid stod omgivet af Ildhavet fra Fod til Top og ud i Møllevingerne, var det et storslaaet, smukt Syn for de mange Tilskuere, der var kommet til Brandstedet. Ikke alene fra Ørslev, men ogsaa fra andre Steder, da Ilden kunde ses viden om.

 

Ildgnisterne regnede som Guldregn fra et mægtigt Fyrværkeri ned over de nærliggende Bygninger, og det var særlig Tilfældet da Møllens Trækonstruktion styrtede sammen.

 

Et Halvtagshus der benyttedes til Vognskur og Brændselsrum, forsvandt i Flammerne, da Mølleskelettet I et Drøn faldt ned over det.

 

Et Sidehus Som laa op til Møllen, og som benyttedes til Beboelse, tog nogen Skade.

 

Der skete ingen Skade paa Naboejendommene.

 

En del sæd, dom var opbevaret til Formaling, brændte.

 

Forsikringen.

Bygningerne med Mølle er forsikret i Den alm. Brandforsikring for Landbygninger for 82.000 Kr.

 

Møllen alene var forsikret for 8000 Kr.

 

I Møllen havde Bagermester Rasmussen fornylig ladet indlægge elektrisk Kraft og denne var ikke assureret, hvad der medfører et Tab.

 

Ildens Opkomst

Om Ildens Opkomst vides foreløbigt intet, men det formodes, at den er paasat. Et Fingerpeg i den retning – siger vor Meddeler – er det unægtelig, at der I Fredags Formiddag var Ild i Møllens 1. etage, men den blev i Tide opdaget og slukket.

 

Ilden kan dog ogsaa være opstaaet paa anden Maade, da Møllen har været i gang om Dagen. Den kan saaledes stamme fra det elektriske Anlæg.

 

Bestyrer Rønne der er leder af Mølleri- og Bageriudsalget, opdagede lørdag Aften Ilden og gjorde Alarm.

 

Brandforhør.

Politiet var mødt og foretog sine Iagtagelser paa Brandstedet, hvorefter der holdtes Forhør til over Midnat.

 

Politiet havde også været til Stede om Fredagen og Foretaget afhøring om den da indtrufne Brand.

 

Den hyggelige Ørslev By

Har ved den gamle Mølles Brand mistet en Seværdighed. Det kan ikke nægtes, at de gamle vindmøller er et forskønnende led i det danske Landskab.



J. L. P. Johansens maleri af bagergården.



Bagergården set fra luften i 1949. Der er ingen spor af møllen tilbage. Sylvest Jensen luftfoto, Det kongelige bibliotek.

72 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


logo gif.GIF
  • Facebook

Ørslev Byportal administreres af Ørslev Lokalråd

www.oerslevlokalraad.dk

Webmaster 

Kontakt vedr. indhold på siden og annoncer

Henrik Sørensen

henriksoerensen1974@outlook.dk

Afregning af annoncer foretages af Ørslev Lokalråd.

Formål med Ørslev Byportal

Profilere Ørslev i relation til bosætning.

At virke som en platform til at skabe forbindelse mellem borgere, foreninger og erhvervsliv i Ørslev.

At oplyse om arrangementer der afholdes i Ørslev samt videreformidle gode historier fra livet i byen.

Alt indhold skal være relevant for Ørslev.

©2022 by Ørslev Byportal. Skabt med Wix.com

Tak til vores sponsorer, som har gjort tilblivelsen af Ørslev Byportal mulig.

01 Viking malt annonce pc.png
02 Ørslev pizzarestaurant annonce pc.png
03 Ørslev Zoneterapi annonce pc.png
04 Funtastic annonce pc.png
07 TP vvs annonce pc_edited.jpg
bottom of page