For at følge med udviklingen bliver Ørslev Sognekommune nødt til at udvide Ørslev skole med endnu en bygning i 1898. Det er den bygning som ældre borgere i byen vil huske som 1. lærer skolen.
Undervisning i 1. lærerskolens klasselokale. Det er skolens mangeårige 1. lærer Jens Andreas Jacobsen der forestår undervisningen. Datering 1937. Foto: Arkiv.dk.
Forsiden af 1. lærerskolen ud mod Rynkebjerg. Bag vinduerne længst mod højre er klasselokalet. Bag vinduerne længst til venstre er lærerboligens to stuer. Bag vinduet lige til højre for døren er muligvis lærerens kontor. Datering 1943. Foto: Ukendt.
Den nordlige del af huset set fra haven. Bag de 3 vinduer mod venstre er klasselokalet. Døren fører ind til en lille fordelingsgang hvor der er adgang videre ind til klasselokalet. Efter 1952 blev denne dør blændet, trappen fjernet og gangen blev lavet om til badeværelse for lærerfamilien. Bag vinduet med tre fag til højre er sandsynligvis lærerens soveværelse. Datering 1943. Foto: Ukendt.
Havesiden af den sydlige del af huset. Bag det første smalle vindue længst mod venstre er spisekammeret. Bag det næste vindue er køkkenet. Bag døren er der en lille fordelingsgang med trappe til første sal. Det sidste 3 fags vindue er muligvis et børneværelse. På gavlsiden ses trappen og døren ind til den ene stue. På 1. sal er to vinduer som der gemmer sig to små værelser bagved. Resten af loftetagen er uudnyttet. Datering 1943. Foto: Ukendt.
I 1898 indvies Ørslevs tredje skolebygning. Det er den skolebygning der kaldes 1. lærerskolen.
Bygningen blev bygget i forlængelse af skolen fra 1874 langs med vejen Rynkebjerg og den eksisterer stadig i dag. Den hører dog ikke længere til skolen, men er ombygget til 5 lejligheder.
I bygningens sydlige del var indrettet en stor og rummelig lejlighed til 1. læreren og i modsatte ende var der et klasselokale.
Da 1. lærerskolen indvies i 1898 må det formodes at den daværende 1. lærer Hans Peder Hansen, der havde været lærer i Ørslev siden 1888 flyttede ind i den nye lærerbolig. Det har uden tvivl været stor forbedring af boligforholdene for Hans Peder Hansen og hans familie. Lærerboligen i den gamle skole kan ikke have været ret stor, men i den nye skolebygning ser det ud til at man har prioriteret at skabe nogle bedre forhold for lærerfamilien.
Hans Peder Hansen boede på skolen og fungerede som lærer her indtil 1928, hvor han dør
Herefter udnævnes den hidtidige 2. lærer Jens Andreas Jacobsen til 1. lærer og han rykker fra 2. lærerskolen på den anden side af vejen over til 1. lærerskolen.
Bygningen ophørte med at fungere som skole da Ørslev ny Skole blev taget i brug i 1952, men bygningen husede fortsat frem til 1968 lærerbolig for Jens Andreas Jacobsen.
I bygningens funktionstid som skole i perioden fra 1898 til 1952, var det således kun de to lærere Hans Peder Hansen og Jens Andreas Jacobsen der nåede at være lærere i huset.
Klasselokalet bliver til bibliotek
Fra 1952 blev klasselokalet angiveligt indrettet som bibliotek og læsesal for Ørslev Sognebogsamling.
Sognebogsamlingen blev stiftet i 1929, som en forening. Men allerede i november 1928 holdes et velgørende arrangement i Ørslev Forsamlingshus, tilsyneladende med det formål at skaffe økonomi til at anskaffe bøger til bogsamlingen. Dette kan der læses mere om i nedenstående afskrift af en notits i Næstved Tidende d. 22. november 1928.
Det var 1. lærer Jens Andreas Jacobsen og Sognerådsformand H. C. Andersen, der var gårdejer på Ellerødgård der i 1929 tog initiativ til at få oprettet bogsamlingen.
Ved en generalforsamling i 1939 opgør 2. lærer og bibliotekar Folmer Vestergaard samlingen til at indeholde 1195 bind, hvoraf 477 bind var faglitteratur og 239 bind var børnebøger.
Ved samme generalforsamling fremgår det at 1. lærer Jacobsen er formand for bestyrelsen og da 2. lærer Folmer Vestergård i 1940 forlader lærerstillingen i Ørslev til fordel for en stilling på Kalvehave Skole, må det formodes at Jacobsen overtager tjansen som bibliotekar og styrer udlånet helt frem til sin pension i 1968.
Efter kommunesammenlægningen i 1972, ser det ud til at biblioteket bliver en deltidsfilial af Vordingborg Bibliotek. Efter et par år sætter Storstrøms Amts Biblioteksforening gang i en reform på biblioteksområdet, hvor bibliotekerne skal arbejde sammen på tværs af kommunegrænserne. Formålet er, at der skal spares penge og mange mindre biblioteker i landsbyerne må lukke. Denne skæbne overgår også biblioteket i Ørslev. Byen skal herefter betjenes af en bogbus.
Den sidste beboer i lærerboligen
I 1968 går 1. lærer Jens Andreas Jacobsen på pension og må derfor flytte ud af sin embedsbolig. I stedet flytter Mogens Vestergård ind, da han bliver antaget som Jacobsens efterfølger. Han bor i lærerboligen indtil 1977, hvor han flytter i eget hus.
Mogens Vestergaard køber en grund af gårdejeren på Søndergård og bygger sig et hus, som får adressen Rynkebjerg nr. 8. Her flytter han ind i 1977. Han arbejder som skoleinspektør på Ørslev Skole indtil han går på pension i 1995.
En børnehave flytter ind i 1. lærerskolen
Da nu huset står tomt efter Vestergaard er flyttet, vælger Vordingborg Kommune at fremskynde nogle planer om at indrette børnehave i den tidligere skolebygning.
Indretningen af huset bliver forandret, så den kan opfylde formålet og der bliver lavet en lille tilbygning på gårdsiden, med garderobe og toiletter.
Børnehaven kaldes Børnehuset Rynkebjerg og den får en ideel beliggenhed lige overfor skolen.
Det har ikke til denne historie været muligt at finde frem til hvornår børnehaven lukker, men det er i hvertfald sikkert at den er lukket ned forud for at den nye integrerede daginstitution Børnehuset Mejemarken slår dørene op på Rynkebjerg 10 omkring 2010 eller 2011.
Herefter afhændes bygningen til privat side til en entreprenør der indretter 5 lejligheder.
Hvem var 1. lærer Jacob Andreas Jacobsen
Jens Andreas Jacobsen nåede at være lærer i Ørslev i 44 år. De første 4 år var han 2. lærer og residerede i 2. lærerskolen. I 1928 overtog han 1. lærerembedet efter H P Hansen og så flyttede han over i 1. lærerskolen.
Ved hans 40 års jubilæum i 1964 kunne man læse følgende i avisen:
Tirsdag d. 1. december er det 40 år siden førstelærer J. A Jacobsen blev ansat ved Ørslev Skole.
Efter 4 års ansættelse blev J. A. Jacobsen udnævnt til førstelærer i Ørslev og ved siden af sit virke som lærer, har han haft mange offentlige hverv.
J. A Jacobsen er født på Færøerne men kom tidligt til Danmark. Han fik sin lærereksamen på Vordingborg Statsseminarium og derefter et embede på skolen i Holeby på Lolland.
Han flyttede dog hurtigt til Ørslev og føler sig efter de mange år stærkt knyttet til Sydsjælland.
Gennem de år J. A Jacobsen har været ved skolevæsenet, har det gennemgået en kolossal udvikling. Mentaliteten har ændret sig. I begyndelsen var folk ikke indstillet på at den eneste vej fremover var lærdom og derfor havde mange børn vanskeligt ved at komme på realskolerne, som var meget eftertragtet.
Lærer Jacobsen har fulgt godt med og har som nævnt, kunnet påtage sig mange andre hverv. Han har været kirkesanger i Ørslev Kirke og formand for børneværnet i Ørslev kommune gennem en årrække.
Desuden har han været medlem af menighedsrådet gennem flere perioder og har i de sidste 2 siddet som formand.
I forbindelse med menighedsrådet har J. A. Jacobsen haft meget at gøre med restaureringen af Udby Præstegård.
Gennem mange år har førstelærer Jacobsen taget sig af udlånet på Ørslev Folkebibliotek og han har været en ivrig foregangsmand for at forbedre biblioteket.
Førstelærer Jacobsen er en sympatisk og beskeden mand og han ønsker at der ikke bliver gjort for meget ud af 40 års jubilæet. Men det kan næppe undgås for en mand med så mange forskellige bestillinger og det er derfor naturligt at han vil blive husket af mange på tirsdag.
Materiale afleveret til Vordingborg Lokalhistoriske arkiv
Jens Andreas Jacobsen afholdte i en længere årrække mindetaler ved begravelser fra Ørslev Kirke. Disse mindetaler skrev Jacobsen ned og gemte og de har nu fundet vej til Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv.
Hvis man ønsker at se materialet skal man møde op på arkivet, men en enkelt mindetale er blevet renskrevet og kan læses på Arkiv.dk.
Det drejer sig om mindetalen for familien Pommergaard, hvor særligt de to unge piger Gerda og Edith nævnes. De omkom på tragisk vis sammen med 3 andre familiemedlemmer da et engelsk bombefly styrtede ned i deres hus i Ørslev Kohave i 1944. Du kan læse mindetalen ved at følge dette link:
Sammen med ovennævnte materiale er der også indleveret nogle interessante billeder fra familielivet i 1. lærerboligen.
Disse billeder kan ses her (begge billedsæt er et galleri med flere billeder. Når du åbner linket ser du det første billede. For at se alle billeder skal du trykke på ikonet i nederste højre hjørne af det første billede du ser):
댓글