Affaldet går dårlige tider i møde i Ørslev
- henriksoerensen
- 31. mar.
- 1 min læsning

Hvis du er et stykke affald og du ligger i rabatten på en af vejene i Ørslev eller et af byens fællesarealer, så er det ikke sikkert at du overlever denne uge.
Der vil nemlig i løbet af ugen være hele 3 affaldsindsamlinger i Ørslev, så der er en god chance for, at vi kan få fjernet det affald der ligger og flyder rundt omkring i byen.
I uge 14 sætter Danmarks Naturfredningsforening fokus på indsamling af affald og sidste år medvirkede 240.000 børn og voksne til affaldsindsamlinger i hele landet.
Vi skal selvfølgelig være med her i Ørslev og i dag mandag er det Ørslev skoleafdeling der lægger ud med at sende elever og personale ud at samle affald. Det bliver selvfølgelig fulgt op med undervisning og læring omkring affald.
Tirsdag aften er det FDF Ørslev-Vordingborg der sender børn og forældre ud at samle ind. FDF har i flere år medvirket i affaldsindsamlinger i byen.
Den sidste indsamling foregår søndag d. 6. april. Her er det Ørslev lokalråd der inviterer byens borgere til at gå en tur og medvirke til at få gjort lidt forårsoprydning i byen.
Lokalrådet håber på stor opbakning til indsamlingen. Sidste år mødte der over 50 personer op til en tilsvarende indsamling.
Lokalrådet kvitterer med grillede pølser og drikkelse til de fremmødte efter indsamlingen. Dette kan lade sig gøre takket være lokalrådets sponsorer som er Kontorhotel Sydsjælland, Materialepladsen og KOJ Bogføring og Regnskab.
Comentários