Oprettelsen af Ørslev Fattiggård i 1888 var et lille skridt i udviklingen frem mod det velfærdssamfund vi har i dag. Det er ganske givet ikke sjovt at mangle et økonomisk råderum eller ikke at kunne tage vare på sig selv i dagens Danmark, men man har trods alt væsentligt flere muligheder for at få hjælp nu om stunder end man f.eks. havde i 1800 tallet.

Ørslev fattiggård bliver antageligt i 1930erne omdøbt til Ørslev aldersomshjem. Dette maleri af J. L. P. Johansen viser hvordan aldersomshjemmet så ud i 1947 efter en større ombygning og udvidelse i 1938.

Således så fattiggården ud inden udvidelsen i 1938. Maleri af J. L. P. Johansen.

Fattigforsørgelsen i Danmark bliver et lidt for stort emne at begynde at give en fyldestgørende redegørelse for her, men kort kan det fortælles at det i middelalderen var overladt til Kirkerne og klostrene at forsøge at hjælpe samfundets fattigste og dem der ikke kunne tage var på sige selv.

Der var langt fra ressourcer til at hjælpe alle, så de fleste var overladt til at tigge. Tiggeriet endte med at blive så stort et problem at man begyndte at forbyde det.

I 1700 tallet begyndte myndighederne at forsøge sætte nogle bedre rammer for fattigforsørgelsen. Hvis man var fattig på landet var der ikke tale om at man kunne få udbetalt penge, men man kunne eksempelvis gå på omgang mellem gårdene, hvor man fik lov til at spise med ved gårdmandens bord eller man kunne få naturalier i form af brændsel, korn og lignende fornødenheder.

I 1803 besluttedes det at der skulle oprettes fattigkommisioner i sognene som skulle tage sig af fattigforsørgelsen og der blev samtidig oprettet en fattigskat så kommisionen havde nogle økonomiske midler at gøre godt med.

Det var sognenes præster der blev formand for kommissionerne. Andre medlemmer kunne være politimesteren eller dennes repræsentant og 3-4 agtværdige sognebeboere.

Udby og Ørslev sogne fik en fælles fattigkommission og i nedenstående grafik ses det hvad der blev opkrævet i fattigskat.

Ud over skatteindtægterne havde fattigkommisionen også indtægter fra "kirkebøssen" samt ofre fra højtidelige lejligheder, såsom bryllupper, barnedåb og begravelser. Derudover var der tre legater der deltes imellem sognene.

I 1841 bliver Sogneforstanderskabene oprettet og det bliver i praksis disse der i samarbejde med præsten kommer til at administrere fattigforsørgelsen i sognene.

I 1868 erstattes sogneforstanderskaberne af sognerådene og fattigforsørgelsen bliver en af de opgaver sognerådene skal tage sig af.

På dette tidspunkt er det også blevet normalt at hjælpen bliver udbetalt som kontante beløb. I Ørslev kunne fattiglemmerne møde op på nærmere fastsatte tidspunkter på skolen og få deres hjælp udbetalt.

I den forbindelse udspillede der sig i 1869 et lille drama, da Mads Jensen, der var gårdfæster på Bygård var sognerådsformand. Vestergaard har gengivet historien i sin bog "Bidrag til Ørslev bys historie II".

Du kan læse historien herunder.

Maren Christensdatter har klaget over Sognerådet til amtet. Hvad hendes ankeskrivelse går ud på fremgår tydeligt af sognerådsformandens svar eller redegørelse dateret d. 21/7 1869:

"Det forholder sig ganske rigtigt, at Maren Christensdatter d. 3. ds. var mødt i Ørslev skole ved fattiguddelingen, ikke for at bede om hjælp, men for som altid at tvinge sognet til at give hende, hvad hun forlanger, og når hun så ikke straks kan blive affærdiget, så falder hun i huiing, så der næsten ikke kan høres ørenlyd. Det var også tilfældet denne gang, hvorfor sognerådet bad hende tie eller gå, men da ingen af delene var muligt, så gik jeg, formanden, ned i den anden ende af skolen for at sætte hende ud, men da hun mærkede det, rakte hun tunge af mig og fór i det samme ud af skolen, formodentligt for hun tror at kunne gøre nar af mig, fordi jeg i en 14 ugers tid har haft leddevand i mit ene knæ, er lidt dårlig til bens og må bruge stok. Jeg gjorde da ikke andet end lukkede døren efter hende, men får næppe vendt mig, før døren er hugget op, jeg vender mig og slår efter hende med min stok, men nåede hende ikke, hvilket sognerådsmedlemmerne og almisselemmerne skal være vidne til.

Hvad Maren Christensdatters understøttelse angår, da har hun fået husly og ildebrændsel og får også jævnligt 1-2 rdl., ikke at tale om, når hun er syg får hun den hjælp, som de andre fattige, men hun er et menneske, som aldrig får nok og aldrig beder ordentligt om noget, men tiltvinger sig det med uartigheder og grovheder.

Hvad rug, byg og sulevarer angår, da kan det ikke gives hende, når det ikke i forvejen er bestemt. Foruden bliver det ikke tilstået nogen, førend de er så gamle og svage, at de ikke kan hjælpe til deres egen forsørgelse, og det er Maren Christensdatter ikke.

M. Jensen".

Det er sandsynligt, at Maren Christensdatter har forfulgt sagen videre, for d. 21/8 s. a. fremsendes fra sognerådsformanden følgende erklæring:

"Over nærværende klage fra Maren Christensdatter af Ørslev tillader sognerådet sig ærbødigst at meddele:

Det forholder sig ganske rigtigt, at hun ikke har modtaget pengene til sit barn for sidste kvartal, fordi hun gik fra tildelingen i skolen d. 3. juli, førend pengene kunne udbetales hende, senere har hun fået bud fra formanden med den fjollede mandsperson, som er i stue med hende. Man fandt sig ikke beføjet til at betro ham pengene. , men gav ham den besked, når hun kom selv, skulle hun få dem.

Da amtets sidste resolution blev forkyndt for hende, blev det også sagt hende, at hun kunne hente sine penge, men hun vil ikke, og man syntes dog, at det var for meget at bringe hende dem, da hun engang er så opsat.

Hvad den mandsperson angår, som hun besværer sig om, da er det et stakkels enfoldigt skrog, som hun selv har givet tilladelse til at måtte bo i samme stue, fordi hun skulle for betaling vaske om ham og holde ham ren, og han fornærmer hende såmænd ikke, men hun er så vred og så krakilsk, at hun ikke ved, hvad hun skal hitte på. Skal det vare ved, så kommer vi til at bede amtet om tilladelse til at sætte hende på en arbejdsgård for at se, om det ikke kan kurere hende.

M. Jensen".

Ørslev fattighus

Inden fattiggården blev oprettet i 1888 eksisterede der et fattighus i byen. Det lå på den østlige side af hjørnet mellem Ørslevvej og Søndervej. Den præcise beliggenhed kan ses på grafikken herunder.

Fattighuset lå på matrikel 75. På billedet er den omtrentlige udstrækning for matrikel 75 i 1800 tallet indtegnet, Derudover er husets formodentlige placering er indtegnet. Skråfoto 2023, Styrelsen for dataforsyning og infrastruktur.

Fattighuset var ret sikkert oprindeligt et husmandssted der efter udskiftningen i 1798 bestod af en grund med et hus inde i byen og en lille landbrugslod ved sogneskellet til Øster Egesborg.

Det er uklart hvornår fattighuset blev oprettet. Det er nævnt i folketællingen i 1840 og derudover er det omtalt i den såkaldte "Sogneprotokol", som blev ført i 1830erne og omkring 1840.

Det ser ikke ud til at huset omtales ved folketællingen i 1834, så noget kunne tyde på at det er oprettet i perioden 1834 til 1840.

Ved Folketællingen i 1840 bor der 8 personer i fattighuset. Heriblandt en mor med sine to børn på 5 og 8 år.

Ørslev fattiggård etableres

I 1888 begynder Sognerådet at arbejde med planer om at etablere en decideret fattiggård i byen. Man har bla. kig på at købe Kirkebjerggård, men man bliver enige om at den ligger for langt væk fra byen og de ældre fattiglemmer vil have svært ved at komme frem og tilbage til byen.

Sognerådet afholder flere møder med beboerne i byen og det store spørgsmål er om man skal købe en gård med tilhørende jord, som så skal dyrkes i regi af fattiggården eller om man skal købe en gård uden at få jorden med.

Der er flere borgere i byen der er bekymrede for, at hvis man køber en gård med jord og hvis det ikke lykkedes at drive jorden økonomisk forsvarligt, så vil det kunne komme til at betyde højere skatter i sognekommunen.

Sognerådet får en købsaftale på plads med Ole Jørgensen der ejer en gård med matrikelnr. 15. Den lå hvor det tidligere plejehjems bygninger endnu ligger på Søndervej.

Gården kostede 40.000 kr. og man får jordtilliggendet med, så sognerådet vælger at gå imod de borgere i byen der gerne så at man købte gården uden jord.

Fattiggården som den så ud omkring 1936. Det er stuehuset til den oprindelige gård der ligger ud til den lille gårdsplads. Man kan næsten fornemme hvordan det engang har været en 4 længet gård. Den lille bygning over gården modsat stuehuset må have været en del af avlslængerne.

Gården brændte i 1874 og blev genopført, så det er relativt nye bygninger sognerådet overtager til fattiggården. Der må have været tale om en firlænget gård. Avlslængerne er revet ned for længe siden, men det fortælles at gårdens stuehus indgår som den sydlige længe i det nuværende bygningskompleks.

Sognerådet bruger 15.000 på at indrette gården, så den kan bruges som fattiggård.

Der ansættes en bestyrer der skal stå for driften af fattiggården. Det har ikke været et særligt populært job idet der var stor udskiftning på bestyrerpladsen.

I år 1900 begynder man at sælge ud af fattiggårdens jord. I første omgang sælges to mindre lodder ud til fragevej og deroprettes to mindre landbrug her. I 1911 sælges resten af jorden og der oprettes 4 yderligere mindre landbrug.

Plan over udstykningen af fattiggårdens jorder. Der oprettes 6 parcellist landbrug. Matrikel 15h bliver i 1949 købt tilbage af sognerådet, som begynder at udstykke boliggrunde. Det er den bebyggelse der nu ligger langs med Søndervej. Matrikel 15i er omtrent der hvor Næs Å bakken nu ligger.

På et tidspunkt i første halvdel af 1900 tallet skifter fattiggården status til at blive et alderdomshjem. Det sker formodentligt i løbet af 1930'erne.

I 1938 ombygges og udvides alderdomshjemmet og der er bevaret arkitekttegninger af bygningen som den så ud efter ombygningen og udvidelsen.

Sognerådet havde haft et mødelokale på fattiggården siden oprettelsen i 1888 til brug for det kommunale arbejde. På arkitekttegningen fra 1938 er sognerådslokalet angivet med den placering det fik efter ombygningen og udvidelsen i 1938.

Loftsplan af alderdomshjemmet 1938.

Stueplan af aldersomshjemmet 1938. Læg mærke til sognerådets lokale til venstre for vindfanget ved hovedindgangen.

Kælderplan af alderdomshjemmet 1938.

Dette foto af sognerådet i 1950erne er taget i sognerådets mødelokale, som fremgår af arkitekttegningen. Man genkender tydeligt rummets form. I baggrunden ses en dør. Den fører ind til sognerådets boks, hvor man formodentligt har opbevaret sognerådets pengekasse og fortrolige dokumenter. Fra venstre er det: Peter Nielsen fra telefoncentralen, Parcellist Karl Lorentzen. Tømrermester H. P. Rasmussen, Kommunesekretær Hansen, Proprietær og formand Matzen, Gårdejer på Annexgården Christian Berg Nielsen, Sognefoged Lillevang Carl Jensen, Den sidste person er ukendt.

I 1962 får sognerådet lidt bedre forhold idet der på den østlige side af alderdomshjemmet laves en lille tilbygning, hvor der indrettes et kommunekontor. Det har så formodentligt været arbejdsplads for Ørslevs kommunale administration, som på dette tidspunkt bestod af en person - nemlig en kommunesekretær.

Den lille tilbygning på den østre side af plejehjemsbygningen var oprindeligt kommunekontor i perioden 1962 til 1970 for Ørslev sognekommune. Tegningen viser hvordan kontoret var indrettet. Det øverste store lokale var sandsynligvis et mødelokale. Det nederste store lokale var muligvis kommunesekretærens kontor. Det aflange rum til venstre kunne være arkivet og nederst til venstre er boksen, hvor sognerådet kunne opbevare sin pengekasse og fortrolige dokumenter. I indgangspartiet er der en dør ind til højre, som fører ind på plejehjemmet. Man kan jo forestille sig, at det var en god ide at have en god adgangsvej mellem plejehjem og kommunekontor, således at plejehjemmets køkken have let adgang til at servere lidt mad, når sognerådet holdt møde.

Dette foto af Ørslevs sidste sogneråd inden kommunesammenlægningen i 1970, må være taget i mødelokalet i det nye kommunekontor. Fra venstre er det: Mejerist Peter Larsen, Mejeribestyrer Herman Petersen, Gårdejer på Kriggård Rasmus Hansen, Kommunesekretær Niels P. Hansen, Savværksejer og formand Gunnar Stær, Maskinarbejder Sejr Enevoldsen, Husmor Margrethe G. Christiansen, Vognmand Johannes Olsen.

Ved kommunesammenlægningen i 1970, hvor Ørslev kommer til at indgå i Vordingborg kommune, nedlægges sognerådet og kommunekontoret bliver i løbet af 1971 omdannet til tjenestebolig for alderdomshjemmets leder. Denne ordning fortsætter indtil plejehjemmet lukker omkring 1991-92.

Nutidigt luftfoto med angivelse af hvor sognerådet havde kontor fra 1938 til 1962 og fra 1962 til kommunesammenlægningen i 1970.

Vordingborg Kommunes sociale udvalg beslutter på sit møde d. 26. oktober 1976 at ændre navnet på Ørslev alderdomshjem til Plejehjemmet Kildevang.

Navnet Kildevang var nok ikke helt tilfældigt valgt idet der i ældre tider var en kilde i nærheden af plejehjemmet, hvor byens borgere kunne hente vand.

Plejehjemmet Kildevang lukker i starten af 1990erne. Det præcise tidspunkt har ikke være til at opdrive til denne historie. På tidspunktet for lukningen husede plejehjemmet 18 beboere. Plejehjemmet havde eget køkken, hvor der blev lavet mad til beboerne hver dag. Det var også muligt for ældre borgere i byen at møde op på plejehjemmet og købe sig et måltid mad.

Ved lukningen blev beboere og personale flyttet til plejehjemmet Vintersbølle Strand i Nyråd.

Efterfølgende var der i nogle år flygtningecenter for Dansk Røde Kors i bygningen. De modtog flygtninge fra krigen i det tidligere Jugoslavien.

Senere blev bygningen indrettet med ældreboliger.